Erfaringer fra sorggrupper

Et barneliv bliver knust

Verden går under.

Hvert år mister flere tusinde børn en forælder.
I en barneverden er der ingen ord for det. der ændrer alt.
Kan man genskabe en tro på fremtiden ved f.eks. at tale med andre børn, som har prøvet det samme?

Bliver det ikke bare værre?
Man kunne godt tro, at det ville blive værre for et barn, der er ked af det, hvis det skal høre på andre børn, der også er kede af det. Bliver det ikke bare værre? Når man sørger, kan man så holde ud også at høre på andre, der sørger?
Vil det virkelig være godt for et barn, der har mistet sin mor eller far eller en søskende at møde andre, der har mistet? Skulle vi ikke hellere skåne barnet, så det hele ikke bliver for tungt? Er det ikke nok at ens egen far lå flere måneder på sygehuset og man så ham blive tyndere og tyndere og mor blev mere og mere tavs, er det ikke slemt nok? Og hvad kan man så bruge det til, at skulle høre et andet barn fortælle om sin mor, der begik selvmord?
Sådan kan man som voksen godt spørge sig selv.
Men det mest mærkværdige er, at det hjælper at møde andre, der også har mistet.
I grupper for børn og unge i sorg oplever vi, at børn får et bedre liv af at have mødt andre, der var i lignende situation.
De bliver ikke lige pludselig som de var før dødsfaldet. Sorgen er ikke væk som med et fingerknips. Men de bliver lidt gladere.
De får en bedre trivsel, for der sker en lettelse. Fra at have været indelukket og have troet, at ingen andre har det som jeg og ingen vil kunne forstå det, jeg tænker og føler, så befries barnet for den slags ensomhed. Ved at lege og tale sammen med andre og sammen med nogle voksne, der er uddannet til det, så får børnene ord til deres følelser, stemninger og tanker.
De oplever, at de ikke er alene og at de ikke er mærkelige og sære. Men at sorg, som tit har gjort dem alene, er der også andre, der ved, hvordan er. Der er mange ting, som er forskellige, når et menneske er død fra en. Men der er tit mere, som man kan genkende hos hinanden.

En verden i tavshed.

Fremtid og forældre er knyttet tæt sammen. Børn skaber håb og forventning sammen med mor og far.
Med døden forsvinder de fremtidsplaner som blev lagt. Et barn er ikke i stand til at realisere drømmene på egen hånd. En verden er gået under.
Ofte er barnets tab usynligt, fordi barnesorg ikke taler det samme sprog som voksensorgen. De voksne omkring barnet er selv optaget af problemer med at få tilværelsen efter dødsfaldet til at hænge sammen. Det kan være svært for en voksen at forstå et barns sorg, fordi den kan være både voldsom og tavs.
Måske har man heller ikke før i tiden sat så mange ord på det at miste. Men man havde i traditioner og ritualer flere muligheder for at give det en form for sprog.
I dag er døden ikke på samme måde en del af hverdagen, og tak for det!
At børn i sorg ikke kan udtrykke sig som de voksne betyder ikke at tabet er mindre slemt. Savnet kan indkapsle sig, men er ikke væk. Det kan vise sig som dårlig tilpasning i skolen, mobning, misbrug og en angst for at knytte nye venskaber.

Sproget vender tilbage, et lys bliver tændt.

Men der er mulighed for at få hjælp.
Der findes efterhånden samtalegrupper, som sammen med børnene sætter ord på savnet.
Under uddannede voksnes vejledning kan de spejle sig i hinanden.
I gruppen lærer børnene gennem leg og samtale at de ikke er alene. Sammen får de mod på fremtiden.
Hvordan udtrykker børnene det ?
Det er naturligvis forskelligt, om man er et barn eller en ældre teenager. Men en dreng, der havde mistet sin far, tegenede i begyndelsen, da han lige var kommet ind i en sorggruppe en tegning.
Den er sort/hvid. Menneskene på den er ”tændstik-mennesker”. Den syge far er tegnet som et menneske, der er vred og som rækker sin hænder ud, mens han skælder ud. Ved siden af står hans barn og hans kone og de græder. Den syge mands forældre er også tegnet med; de er lidt længere væk og de er også kede af det. Ude i kanten af papiret ser man fodenden af en seng og nogle fødder. Så det er sikkert et minde fra en hospitalsstue, han har tegnet. Efter et gruppeforløb tegnede dette barn en helt anderldes tegning. Her er der farver på. Himlen er blå og der er en sol, der fylder hele det ene hjørne af papiret.
Der er træer med brune stammer og grønne blade. Det ene træ skyder en ny kvist. Mellem træerne er der grønt græs. Der sidder et barn og barnets far. Og der er tændt er lejrbål. Flammerne lyser i rødt. Og både barnet og faderen ved bålet smiler til hinadnen og rækker hænderne frem mod varmen.
Der er kun 5 måneder mellem de to tegninger. 5 måneder som ikke har fjernet barnets sorg, men som har givet barnet muligheder for at se noget andet. Nu kunne han tegne de gode ting, han husker om sin far. Det er ikke længere kun det sørgelige fra den lange sygdom, der fylder.
Når man ser tegningen af de to ved bålet, kommer man uvilkårligt til at tænke på Astrid Lindgren’s
”Brødrene Løvehjerte”. Det er en børnebog om sorg, hvor en bror er død. Da den anden bror tænker på ham og længes efter ham, fantaserer han om ” lejrbålenes tid”, hvor de skal sidde sammen og fortælle.
Der er mange fortællinger fra børn og deres pårørende, hvor de med få ord eller en tegning viser det nye perspektiv, de har fået. Det får de ved at møde andre børn og voksne, der kan tale med dem om deres savn og sorg.
I grupperne tænder man et lys. Bogstaveligt og i overført betydning.