Generalforsamling 2015

Odense, d. 9. april 2015

Referat af generalforsamlingen afholdt d. 7. april 2015 i lokalerne i Th. Kingos Kirke

Pkt. 1 Valg af dirigent og referent

Formanden Conny Troest-Larsen bød velkommen til generalforsamlingen. Conny foreslog at Jørgen Aarup Kristensen blev valgt som dirigent. De fremmødte tilsluttede sig forslaget.

Dirigenten konstaterede at generalforsamlingen var lovlig indkaldt iht. Vedtægterne. Ann Roiy Delman blev valgt som referent.

Pkt. 2 Formandens beretning

  • Året begyndte med en ekstraordinær generalforsamling, da bestyrelsen ikke blev fuldtallig ved den ordinære generalforsamling i april 2014. Ved den ekstraordinære generalforsamling i august blev Leif Frydenlund valgt ind i bestyrelsen og i forbindelse med bestyrelsens konstituering fik Leif posten som kasserer. En post som han varetager med stor omhu.
  • Økonomisk har det været et godt år – vi takker for hvert et bidrag! Det sikrer at vi fortsat kan virke til gavn for børn og unge i sorg.

Vi har i foreningen modtaget 100.000 kr. fra Socialministeriet i form af såkaldte PUF midler.

  • Da Pårup Sognegård holdt fødselsdag gik hele overskuddet til foreningen – der blev samlet 28.500 kr. ind.
  • Vi modtog 16.000 kr. fra fødselsdagen hos Hendrikus van Veldhuizen og frue.
  • Vi modtog 5000 kr. fra Søsterloge nr. 90.
  • Derudover modtog vi kollekter fra forskellige kirker
  • Der blev udarbejdet nye foldere – med motiv af Eigil Jacobsen. Vi kunne godt tænke os fremadrettet at kunne bruge en af børnenes tegninger som illustration på vores materiale.
  • Vi fik nye ambassadører i foreningen – nemlig Jeppe Sand og Anette Jahn. Jeppe har via et radioindslag skabt opmærksomhed omkring foreningen og Anette skænkede foreningen en forestilling med titlen ”Askepots hvide due”.
  • Sara – tidligere deltager i et samtaleforløb – lavede sammen med nogle kammerater en video omkring børn i sorg. En fin lille film, som nu kan findes via foreningens hjemmeside. Tak for indsatsen – det er vigtigt at vi arbejder sammen om at bryde tabuet omkring børn og sorg.
  • Stiftstidende fulgte op på den lille film – med en artikel om foreningens arbejde.
  • Her i foråret har vi været til et dialogmøde med landsforeningen Børn, Unge og Sorg. Der kan være potentiale for et samarbejde i fremtiden.
  • Vi havde planlagt et medlemsmøde – som vi desværre måtte aflyse pga. for få tilmeldinger.
  • Vi arbejder på at finde ud af om vi som forening kan anvende Mobile Pay til betaling af kontingent og støttebeløb. Der er forskellige forhindringer på vejen – så det kommer den nye bestyrelse til at arbejde videre med.
  • I regi af bestyrelsen er der nedsat 3 ad hoc grupper. Deltagere i disse grupper er både bestyrelsesmedlemmer, tidligere bestyrelsesmedlemmer og andre interesserede. Der er pt. Tre grupper – en omkring hvordan vi finansierer vores aktiviteter – hvilke fonde skal vi søge mv. En omkring PR og en omkring hvordan vi sikrer kendskab til foreningens tilbud – så flest mulige børn kan få glæde af et forløb. Det er en løbende udfordring at finde samarbejdsformer – så der ikke bliver tale om små bestyrelser i bestyrelsen.
  • Gruppelederne tager løbende ud i forskellige sammenhænge og holder oplæg om arbejdet med børn i sorg – det er en indsats som bestyrelsen er meget taknemmelige for – og som både er med til at sprede kendskabet til foreningen men også indsigten i det vigtige arbejde med børns sorg.
  • Formanden sluttede af med at takke for godt arbejde i det forgangne år.

Gruppelederne supplerede formandens beretning med beskrivelser af arbejdet i samtalegrupperne – herunder hvordan der arbejdes med aldersspredning, sammensætning af grupper, ventelister mv.

Der er et ønske om at samle børnene efter afsluttede samtaleforløb (½-1 år efter). Enighed om at det kræver at vi fremadrettet beder forældrene om lov til at kontakte børnene igen. Det vil være en god idé om den nye bestyrelse arbejder på at få dette med i procedurerne.

Pkt. 3 Regnskab og budget

Kasserer Leif Frydenlund fremlagde årets regnskab. Generalforsamlingen godkendte regnskabet for 2014.

Årets resultat blev 11.127 kr.

Der er på nuværende tidspunkt 41 medlemmer af foreningen – herunder ca. 15 menighedsråd.

Budgettet for 2015 blev også godkendt af generalforsamlingen.

 

Pkt. 4 Indkomne forslag

Der var indkommet et forslag fra bestyrelsen.

”For nuværende er aldersgruppen 10-16 årige. Til tider får vi relevante henvendelser fra 17 og 18. årige. Det vil være ønskeligt hvis generalforsamlingen vil tage stilling til om vi skal gøre den øvre aldersgrænse lidt mere fleksibel. Det kunne løses ved at man delte grupperne i to. Vi har som regel to grupper i løbet af et år”

Der var en spændende og relevant drøftelse på generalforsamlingen af forslaget fra bestyrelsen. Udfordringen består primært i, om vi har kapacitet og økonomi til at tage også de lidt større unge mennesker ind i et samtaleforløb.

Generalforsamlingen gav bestyrelsen bemyndigelse til at udvise fleksibilitet i optagelse af unge op til og med 18 år.

 

Pkt. 5 Fastsættelse af kontingent

Kontingent forbliver uændret på 100 kr. pr. år pr. medlem. For menighedsråd sker der heller ingen ændringer – kontingentet forbliver 1000 kr. pr. år.

 

Pkt. 6 Valg af bestyrelse

Der skal vælges tre medlemmer til bestyrelsen i år. Conny Troest-Larsen ønsker ikke genvalg. Lene Bischoff-Mikkelsen og Marianne Schroll ønsker genvalg.

Generalforsamlingen valgte Ole Jørn Nielsen til bestyrelsen. Derudover var der genvalg til Marianne og Lene.

Generalforsamlingen valgte to suppleanter – Kathrine Haugaard Sørensen og Jan Ring Larsen.

Bestyrelsen består således af:

Lene Bischoff-Mikkelsen

Marianne Schroll

Ann Roiy Delman

Leif Frydenlund

Ole Jørn Nielsen

Samt de to førnævnte suppleanter.

Pkt. 7 Valg af statsautoriseret revisor

Generalforsamlingen valgte at fortsætte med BDO.

 

Pkt. 8 Eventuelt

Det blev foreslået bestyrelsen at kigge på vedtægterne – der er en nogle udfordringer ift. Kontingentbetaling, deltagelse på generalforsamlingen mv.

Hilsner fra ambassadørerne Erik Vind og Anette Jahn.

Der blev sagt en meget stort tak til den afgående formand for hendes virke for foreningen og sagen gennem årene. Conny vil fortsat være tilknyttet gruppen og foreningen – særligt gennem aktiviteter i ad hoc gruppen omkring finansiering.