En sorggruppe

Sådan kan en eftermiddag se ud…

”Jeg er vred på mig selv; jeg synes det er min skyld.                                               Engang da en gruppe store børn talte om at være vred, var der en, der sagde: ”jeg er så vred på mig selv over at min mor er død”.

Det kunne ingen af de andre børn forstå. Og de to voksne i samtalegruppen kunne heller ikke forstå det.

”Hvordan det? ”, spurgte de.  –  ”Jo, for jeg føler det er min skyld”  –  ” At din mor er død?”  –  ”Ja.”  –  ”hvordan det?” –  ”Jeg reagerede ikke hurtigt nok. Jeg fik ikke ringet efter hjælp, hurtigt nok. Jeg var som lammet. Og min mobiltelefon var uden strøm. Jeg troede, det var noget, der gik over, men…”

Så sagde et af de andre børn i gruppen:  ”sådan har jeg det også! Da min mor ikke havde det så godt, så ville jeg have, at hun skulle gå til læge. Men det ville hun ikke. Og jeg pressede ikke på. Hvis bare, hun var gået til læge hurtigere, hvis bare. Jeg er også tit vred på mig selv over, at jeg ikke gjorde mere”.

Sådan kan en samtale udvikle sig i en gruppe af store børn under ledelse af to voksne. Man begynder et sted, men kommer et andet sted hen. Et meget vigtigt sted.

Disse børn plagede sig selv med skyldfølelser. De var så vrede på sig selv, fordi de tænkte, at hvis bare de havde gjort noget mere, så var deres forælder ikke død.

I sådan en samtale, der kan vare en halv times tid, bliver børnene spurgt om, hvordan det helt konkret var, dengang det skete. Og mens de fortæller det, så dukker hele situationen op igen. Og pludselig kan de, mens de sætter ord på, se hvor meget de faktisk gjorde. Og at det ikke var deres ansvar eller skyld, at det gik som det gik.

Sådan kan en eftermiddag se ud i en sorggruppe for børn. Noget utroligt svært kommer frem i lyset, og så er det til at leve med.

I.H.B.